Mit navn er Emilie og jeg var gast på Nordvinden i seks måneder fra januar til juni 2023. Jeg startede i Filippinerne og sluttede i Raja Ampat i Indonesien. Nu sidder jeg hjemme i Danmark og kigger tilbage på de bedste seks måneder i mit liv og med en lille klump i maven af savn. Et halvt år ombord på Nordvinden har været de bedste, mest lærerige og vildeste måneder i mit liv. Det er svært at få alle de tanker og følelser ned på et stykke papir, men jeg må prøve og starte med begyndelsen.
Juledagene var lige overstået og jeg mødte op i Københavns lufthavn med proppet rygsække og maven fyldt med sommerfugle. Jeg havde en masse spørgsmål fordi jeg havde aldrig sejlet før.
- Hvordan er det at bo på en båd?
- Kan jeg overhovedet lide at sejle?
- Bliver det her noget for mig?
I lufthavnen blev jeg også mødt af ”Hold da op, det er lang tid du skal være ombord på båden”, men efter de første par uger kom folk hen til mig og sagde: ”Du havde ret, jeg vil ønske jeg havde valgt lige så mange måneder som dig”. For ja, allerede efter jeg havde sat mine fødder i cockpittet og kigget ud på det azurblå hav kunne jeg mærke, at jeg følte mig hjemme.
Den første uge gik med at lære båden at kende, og lære hvordan man lever på en båd. Besætningen og skipperen på båden var meget gode til at lære fra sig og give os en god start på eventyret. Der gik ikke lang tid før man blev tryg ved det hele og båden føltes hurtigt som et hjem.
Når jeg sidder hjemme i Danmark og tænker tilbage på eventyret er det fællesskabet ombord på båden som jeg mindes ved. Fællesskabet er meget unikt, for når man lever op og ned med hinanden som man gør på en båd bliver man hurtigt tætte. Jeg lærte meget om mig selv og om andre fordi man skulle få en hverdag til at fungere ligemeget om man havde en god eller dårlig dag.
Et spørgsmål der går gik igen efter jeg var kommet hjem, var hvad vi fik tiden til at gå med.
Svaret er meget enkelt for dagene gik hurtigt og man fik sin egen rutine alt efter om vi lå for anker eller var ude og sejle. Når vi lå for anker elskede jeg at vågne tidligt, sætte en bolledej over og nyde den første kop kaffe inden båden blev fyldt med latter og snak. Ellers blev dagene brugt på dykning, harpunering, en masse vandsport, ture på land og madlavning.
Til søs havde dagene også sin egen rytme. Der var vagtskema, hvor man havde to timer bag roret og to timer som navigatør. Det var de bedste dage når vi var så langt fra land, at det eneste man kunne se var vand og man havde flere kilometer under kølen. Her kom der en helt særlig stemning på båden, fordi alle ombord var i nuet og man snakkede om alt mellem himmel og jord.
Arbejds- og provianteringsdage var også en fast del af dagligdagen. Tro det eller ej så var det faktisk nogle af de hyggeligste dage. Man skulle samarbejde om at komme i mål med dagens gøremål og det var altid den bedste følelse, når alle opgaver var klaret. Man lærte at handle ind til 10 mennesker, hvordan man finder vand og diesel til en båd og komme ud på et lokalt marked for at fine friske frugter og grøntsager. På arbejdsdage fik man et helt nyt kendskab til båden og her lærte man motorrummet at kende eller fik skrubbet bund og dæk.
Det har været mit livs bedste beslutning at komme ud og sejle med Nord- og Sydbådende og kigger tilbage på mit halve år med at kæmpe smil selvom tårerne trillede ned at kinden d. 1 juli, hvor rygsækken igen var placeret på ryggen. Så hvis du sidder derhjemme og overvejer om du skal afsted kan jeg kun anbefale, at du skal bestille NU. Livet til søs levede op til alle mine forventninger og mere til, for det er virkelig et eventyr. Mit ophold på Nordvinden har gjort, at jeg altid vil have sejllads som en del af mit liv om det så er med en lille båd i Danmark eller en tur rundt på verdenshavene vides ikke, men afsted igen skal jeg. Så en kæmpe tak til Nordbådende for at gøre drømmene til virkelighed.
