Skip to content

Eventyr på havet med fælleskabet i fokus!


Vi søger dig, som har pause i dine studier, som vil holde sabbatår i udlandet eller bare drømmer om et eventyr.

Du vil med på et anderledes eventyr sammen med andre ligesindede. Du leder efter et alternativ til ungdomsrejser, grupperejser, backpackerture eller det traditionelle højskoleophold.

Du vil gerne møde nye kulturer, udforske livet under overfladen og lære at begå dig som gast ombord på en båd. Du har samtidig lyst til at indgå i et fællesskab med alle ombord. Du er ikke bange for at flytte på dine hænder, og tager gerne din del af opgaven om der skal sættes sejl, fuges vinduer, købes ind eller arrangeres en temadag.

Du er et socialt væsen, som elsker at være sammen med andre mennesker. Du deltager gerne når et brætspil findes frem om aftenen og er klar på en udflugt i løbet af dagen. Du er omstillingsparat – tingene går ikke altid som planlagt, blandt andet fordi vind og vejr spiller ind. Du kan ikke nødvendigvis sejle, inden du kommer ombord som gast på vores båd, men vigtigst er det, at du har lyst til at lære det og meget andet. 


Fællesskab

Det mest unikke vi har ombord på bådene er vores fællesskab. Vi tror på, at det er i fællesskabet, at de magiske øjeblikke opstår.
Det er her vi finder på vilde ideer, giver plads til hinanden og bliver klogere på os selv. Alle ombord, også den faste besætning, er mellem 20-30 år, hvilket gør at alle er ligesindede og tingene foregår i øjenhøjde. Vi sejler 3 både sammen, hvilket giver et stort fællesskab med 30-36 personer samtidig med man har sin ‘familie’ på sin egen båd.


Unikke oplevelser

Vi sejler i Fransk Polynesien og Asien, som begge er to helt unikke destinationer. Fransk Polynesien har en helt speciel natur, med bounty strande, vulkaner, atoller og vandfald. De er kendt for deres koralrev, klare vand og vilde undervandsliv. Du kan se hvaler, rokker, skildpadder og alverdens fisk. Asien er kendt for deres gæstfrie kulturer, mange unikke ø-samfund og det velbevarede koralrev. Her kan du ligeledes møde hvaler, skildpadder, delfiner, rokker og fisk af alle slags.


Sejlads

Det at rejse og besøge nye steder med båd er i sig selv en anderledes rejseform. Det giver os muligheden for, at besøge helt unikke destinationer, samtidig med at vi tager vores fælles hjem med rundt. Det er indbegrebet af fællesskab, eventyr og udfordringer. Du vil ombord lære meget om dig selv, båden og de andre. Du vil tilegne dig nye færdigheder både teknisk og socialt, som du kan bruge videre i dit liv. Det er en rejseform, hvor tingene går i deres eget tempo og hvor ikke to dage er de samme.

Hvordan kommer man med ombord?

Vil du med ombord som gast på vores både, så skynd dig at send os en besked. Vi tager løbende gaster med. Det gælder både gaster i Asien og gaster i Fransk Polynesien.

Måske du er vores næste medlem af NORD&SYD fællesskabet?