“Hvordan er det for Jer, at Jeres første sejlads nogensinde, bliver et kryds over Stillehavet?”
Sådan spurgte dé gaster, som allerede var ombord, da vi nye påmønstrede Sydbådene på Galapagos.
Jeg svarede, at det sikkert føles som første gang, de selv skulle sejle – man var spændt og nervøs. Det var svært at forholde sig til, hvor stor en begivenhed der egentligt skulle til at foregå.
Der blev afholdt et ekstraordinært skippermøde allerede inden påmønstring. Her kunne vi, som skulle påmønstre den 1. februar, stille alle de spørgsmål, vi nu engang havde – store som små, – for dét ville der altså ikke nødvendigvis være tid til, inden ankeret skulle hæves den 4. februar. Skipperne lagde også ud med en lille agenda for, hvad der skulle ske, inden vi var klar til stillehavskrydset. Her blev det tydeligt, at også de var spændte og nervøse – de havde aldrig oplevet noget SÅ stort i deres respektive sejlerkarriere.
Dagen kom hvor gruppen, jeg rejste med til Galapagos, og jeg selv skulle påmønstre som gast på båden, og vi blev fordelt på de tre både. Jeg nåede kun at ses med de andre én gang mere, inden vi hævede ankeret, satte sejlene og afspillede “Pirates of the Caribbeans” soundtrack. Derefter skulle der gå 25 dage inden vi stod på landjord sammen igen.
Selvfølgelig havde jeg gjort mig nogle forestillinger om, hvordan det skulle blive, at være isoleret som gast på båden med 11 fremmede mennesker på en 15 meter lang båd i næsten en måned. Men jeg har af gode grunde aldrig været i en lignende situation, så derfor strækker min fantasi altså ikke så langt. Det skulle dog vise sig, at alle de bekymringer, jeg nu engang skulle have haft, var unødvendige.
Selve sejladsen gik smertefrit. Vi havde for det meste god vind i sejlene, og når vi ikke havde, foretog vi os et af de eftertragtede “badestop,” hvor båden stoppede så meget op som muligt, så vi kunne bade i havet. Tænk sig, at jeg har badet midt på Stillehavet, hvor der var 6 kilometer ned til bunden. Jeg gad vide, hvilke dyr der har svømmet under os, når vi har ligget og plasket lidt i overfladen.
Generelt set, så vi på Sydsolen desværre ikke så mange af havets venner. Jeg havde håbet på en kaskelothval, som ville springe op lige ved siden af båden, men vi “nøjedes” med delfinhop til solnedgang, flyvefisk i lange baner og lidt succesfuld fiskeri direkte fra båden.
Sidstnævnte gav anledning til en af turens absolutte højdepunkter for os alle – vi fangede nemlig en 167cm Wahoo. Dén brugte vi et par timer på at filetere og hele cockpittet var smurt ind i fiskeskæl bagefter. En 45kg fisk giver åbenbart mad til 3 både med hver sin 12-mands-besætning i 2 døgn. Vi fik bogstaveligt talt fisk til morgen, middag og aften – men jeg kan love dig for, at det blev nydt i fulde drag.
Kosten på båden skulle nemlig vise sig, ikke at være så varierende til sidst. De første par uger havde vi fortsat friske råvarer, såsom melon, løg, kartofler og bananer. Men siden der ikke ligefrem var en Netto i nærheden, spiste vi meget pasta/pesto med bønner de sidste dage. Jeg synes dog, at vi har været gode til at bage både pandekager, brød og fastelavnsboller undervejs. Der var sågar en aften, hvor vi fik chokoladeboller til aftensmad – fordi “kæft hvor er det fedt, at være voksen,” som Nygge så fint fik sagt. Et lille anfald af bådkuller, ville nogle måske påstå, at madholdet fik dén dag. Men det var blot ét af de mange minder, vores gastehold skulle få sammen.
Og med hensyn til dét med, hvordan det skulle blive at være gast på båd sammen med 11 fremmede mennesker, var der slet ingen grund til bekymring. Når man bor sammen – går på nattevagt, laver mad, ser solopgange og afholder musikquiz – så skaber man hurtigt helt særlige bånd. Ja, vi er jo alle i samme båd, kan man sige.