Da jeg blev spurgt, om jeg ville lave et skriv til denne blog om min tid som gast og senere skipper, tænkte jeg at det ville blive en nem opgave. Der tog jeg fejl. For hvordan kan man på begrænset plads gengive en tid, som har haft stor indflydelse på den jeg er i dag og det jeg har fået med i bagagen af oplevelser, viden og venskaber?
Starten på et længere eventyr – Gast i Australien
Jeg vil aldrig fortryde den beslutning min veninde og jeg drastisk tog en sommerdag i 2020, hvor vi befandt os i Australien under Corona og havde i flere måneder forsøgt at finde arbejde og et sted at bo. For vi gad bare ikke hjem.
Vi havde set et opslag på Facebook fra Nordbådene, som søgte gaster, og allerede befandt sig inden for landets grænser. Og selvom jeg en stor del af mit liv har haft kendskab till sejlads og livet till søs, havde jeg aldrig forestillet mig den oplevelse jeg havde i vente.
Hvad der startede med at være et ophold på 2 uger, endte med at blive 7 måneder på Nordlyset.
Vi startede i en lille by på østkysten af Australien og bevægede os nordpå langs kysten til Darwin. Med alt det Australien har at byde på af Bounty strande, mennesker, fester og et bemærkelsesværdigt liv under vand. Jeg mindes specielt et besøg på en lille ø, kaldet Restoration Island. Her blev vi mødt af en ældre herre, som havde boede på øen i mange år og lod os blive en del af hans liv for en kort stund. Et indblik i en så anderledes måde at leve på. Det indkapsler virkelig, hvad det er bådene kan give en af oplevelser. Det at komme helt tæt på, få en oplevelse af nærhed og ren sandhed, som aldrig kan genskabes eller ændres. Det er intet mindre end en engangsforestilling, som du kun deler med din medrejsende.
Efter Australien vendte vi snuden mod Indonesien med stop ved Ashmore Reef og Christmas Island. En tur der samlet tog 16 dage, uden interaktion med andre mennesker. Vi havde hinanden, naturen og livet under vand. Badestop med hajer, solnedgange med delfiner,
dykning med rokker, og ja så skuede vi da også hvaler i ny og næ.
Det jeg beundrer mest ved lige netop denne sejlads, er den bevidsthed jeg erfaret mig. Nemlig hvor vigtgt det er at have nogen at dele med. Oplevelserne er én ting, men alle de op- og nedture man går igennem. Man hepper, man trøster, man giver, man deler. For ja, det er ingen hemmelighed. Man kommer hele følelsesregistret igennem. Og man gør det sammen.
Da vi nåede til Indonesien besøgte vi først Jakarta. Det er praktisk talt den diametrale modsætning til vores hidtil rejse. Vi fik oplevet bylivet i en af verdens største byer, hvor vi både så luksus og slum. Efter storbylivet øhoppede vi fra Java videre til Lombok, derefter Bali og til min sidste destination: Komodo.
Alle øer, som bidrog til mange flere oplevelser og forskellige kulturer og religioner. At være ude at rejse kan noget. Men at være gast kan noget
helt specielt. Det er nemlig ikke bare sejlads. Det er læring, udvikling, venskaber, oplevelser, fællesskab, udfordringer, kulturer, natur, dyreliv og jeg kunne blive ved.
Et tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til – Skipper på Sydsolen
Der gik ikke mange måneder hjemme, før jeg blev ringet op og spurgt om jeg kunne tænke mig at tage del i et nyt projekt. Et projekt, som skulle minde om Nordbådene. Nemlig Sydbådene. Og jeg skulle være skipper. Et tilbud jeg ikke kunne sige nej til. Min rolle som skipper på Sydsolen, strakte sig over 14 måneder i det smukke Caribien.
Jeg har aldrig stået i sådan en rolle før, men jeg gik helhjertet ind i det, med den erfaring jeg havde fået med mig fra Nordlyset og den viden inden for sejlads jeg havde tillært mig igennem mange år. Første måned stod på bedding og oplæring, inden vi tog imod gaster den 1.. Jeg var heldigvis ikke alene om skipperrollen i starten. Der havde jeg, min nuværende gode ven Niklas, som jeg på daværende tidspunkt aldrig havde mødt før.
Det at være skipper var en stor deal for mig på daværende tidspunkt, fordi jeg vidste hvor stort et ansvar man har for sine gaster. Men jeg blev ret hurtigt bekræftet i, at når man står i en situation, som man ingen erfaring har med, er der ikke andet for end at springe ud i det. Jeg lærte meget som gast, men jeg lærte endnu mere som skipper. Og en ting er sikkert, lige meget om du er skipper eller gast:
Båden er ikke bare dit transportmiddel – det er dit hjem. Og dine medsejlende er ikke bare bekendte – de er din familie.
Efter jeg er kommet hjem efter 3 år ude i den store verden, har jeg længe tænkt over hvordan jeg kunne dele min oplevelse. Hvordan jeg kunne inspirere andre til at gøre det samme. Det her er en god start.
For sådan en rejse er ikke noget man bare får, det er noget man tar’. Og så holder man godt fast så længe man kan – eller i hvert fald indtil
pengepungen er tom.
