Da jeg påmønstrede i August, befandt stjernen sig på bedding i Phuket. Det føltes som den helt rigtige start på eventyret, da jeg sammen med mine fem nye medgaster og skipper fik lov til at arbejde på at genopbygge båden. Og efter ca 10 dage blev vores nyrenoverede hjem sat i vandet, og vi bedrog os ud på den første sejllads til Malaysia for at mødes med de andre både.
De første par dage uden fast grund under fødderne gik strålende. Det var fantastisk endelig at være på farten og at lære at sejle en sejlbåd. Allerede efter et par minutter kunne jeg slappe af ved roret, og stille og roligt følge kursen som skipper havde lagt. Her gik turen gennem det berømte malaccastræde, hvor man skal navigere mellem de mange store containerskibe.
Gensynsglæden med Nordvinden og Nordlyset var stor, da vi mødte dem ved Langkawi. Her var vi på roadtrip alle tre både, hvor vi bla. besøgte et lokalt madmarked med mange nye og spændende smage
Efter at have udforsket vestsiden af Malaysia gik turen nu til Singapore. I Singapore fik vi en stor dosis af det byliv, vi normalt ikke får så meget af på de små øer.
Efter en uges tid sejlede vi på min fødselsdag til østsiden af Malaysia. Hele stjernens besætning vækkede mig på sengen med sang, og havde gjort klar med stort morgenbord og pandekager. På bådene er der altid pandekager, når det skal være lidt ekstra. Efter 145 sømil ankom vi til Tioman Island, som skulle vise sig at blive et af mine yndlingssteder. Her hikede vi til vandfald, så skildpaddeæg og holdte en bryllupsfest på stranden.
Efter nogle uger i Malaysia var det ellers tid til at udforske øgruppen Anambas i Indonesien. Her mødte vi de mest fantastiske øde øer med kridhvide sandstrande og krystalblåt vand. Og lokale, der med åbne arme inviterede os indenfor – både i deres private hjem, på besøg på skolen og endda til bryllup!
Og så så vi HVALHAJER! På vej til øen Nongkat spottede vi i alt 5 hvalhajer, som vi var så heldige at svømme med. Det var en enormt stor oplevelse for hele besætningen, og vi var alle ekstatiske resten af dagen.
I Anambas var dykkermulighederne også enorme, og jeg fik i stor grad brugt det certifikat, som jeg har taget på bådene. De fleste dykkere på bådene får altid et dyr, som de er liidt mere begejstrede for at se end andre. For mit vedkommende er det de kæmpestore lilla-changerende muslinger, der åbner og lukker, når man vifter foran dem.
I midten af december gik turen så til Fillipinerne. Det var en tur på knap 11 dage, der bød på lidt af hvert for alle ombord. Der mødte os både synet af 10 delfiner, der legede med stævnen af båden og enormt smukke solnedgange. Men sejladsen var også et møde med hårdt vejr og en god omgang søsyge for mit vedkommende. Det var til stor glæde for alle, da vi d. 24. december fik land i sigte og kunne lade julefreden sænke sig over Nordstjernen.
På Filippinerne ventede os et nyt eventyr, og det var også et helt uudforsket land for vores 3 både. Her holdte vi mange hyggelige bålaftener på stranden med fællesspisning, hikes på land og generelt nød vi bare livet til søs fuldt ud. Det blev også min tur til at afmønstre stjernen efter 6 mdr. med utallige oplevelser i rygsækken, som jeg aldrig vil glemme!