Skip to content
Home » Gasteskriv: Benedikte, Nordbådene

Gasteskriv: Benedikte, Nordbådene

Jeg var gast på Nordbådene i efteråret 2022. Jeg valgte at dele oplevelsen med en veninde og vi var begge derfor på Nordlyset. For mig var det en tryghed at rejse med en bekendt, men rejser man alene, er der heller intet at være nervøs for – du får nemlig hurtigt en helt ny familie, når du vælger at være gast.

At rejse på denne måde er noget helt specielt. Du ser steder, de færreste har set, møder de mest imødekommende lokale mennesker rundt omkring i verdenen, får nye og specielle smagsoplevelser og ikke mindst venner og oplevelser for livet. Du lærer samtidig en helt masse om dig selv og verden omkring dig. Jeg selv lærte at blive mere tolerant og åben overfor nye mennesker, hvilket er egenskaber, jeg har taget hele vejen med hjem til Danmark.

Livet ombord er noget af det mest fantastiske, jeg har oplevet. Ikke blot fordi der er azurblåt vand og smukke solnedgange omkring dig 24/7 – det er så meget mere end det. Der opstår et smukt fællesskab uden lige, når man bor og går så tæt op og ned af hinanden hele tiden.

En af mine egne yndlingsting på båden var fællesmorgenmad – der hvor alle giver en hånd til med at lave morgenkaffe, havregrød, boller eller pandekager, og alle nyder hinandens selskab inden dagen for alvor går i gang. Hvad dagen ellers bringer er oftest op til en selv; nogle dykker og udforsker livet under vand, andre spiller spil eller udforsker livet på land. Uanset hvad er der altid noget at give sig til, og man sætter ofte tempoet selv.

På netop dette punkt var jeg utrolig glad for at have valgt at være gast på Nord- og Sydbådene, hvor man ikke blot er sin egen besætning og båd, men hele tre både og besætninger i alt, der gør at man har massere af forskellige mennesker at nyde dagene sammen med. Det synes jeg giver en god dynamik og gør at ingen dage er ens. Og bare rolig – det er ikke hver dag, at du selv skal finde på noget at lave. Ofte er der arbejdsdage eller fælles udflugtstur.

Arbejdsdage lyder måske hårdt, men de blev faktisk en af mine yndlings, så lad dig ikke skræmme. Alle hjælper hinanden med at løse diverse opgaver, og eftersom livet på en båd er nyt for de fleste, er det ikke altid lige nemt, men på den måde udvikler man sine egne og hinandens færdigheder – og ellers spørger man bare skipper.

De fælles udflugter er altid vildt spændende. Du udforsker verden i de mest uberørte og mest lokale områder, du kan forestille dig, hvor naturen er ovenud flot og landsbyerne, store som små, er vildt interessante på flere forskellige måder.

Har du overvejet at udforske livet til søs, kan jeg kun anbefale dig at springe ud i det. Der er ingen tvivl om, at jeg ville gøre det hele igen, hvis jeg fik muligheden. Det er den mest unikke oplevelse, og jeg nød hvert sekund, jeg var med ombord. Jeg har fået venner for livet, og minder jeg håber, at jeg aldrig glemmer.