Hejsa!
Jeg hedder Amalie og har været ombord på Sydsolen fra maj til august 2023, hvor jeg var med til at sejle rundt i Fransk Polynesien. Da jeg påmønstrede Solen, var det i troen om, at jeg skulle være gast i to måneder, men jeg forelskede mig hurtigt i livet ombord og blev klar over, at jeg nok hellere måtte forlænge det til tre måneder.
Jeg har altid drømt om at tage ud og sejle i mine sabbatår. Jeg havde dog aldrig rigtig sejlet andet end småture hjemme i Danmark. Da jeg startede min rejse, stod jeg spændt i lufthavnen, med en fyldt taske, en lyst til at lære så meget som muligt og ingen anelse om, hvad den næste tid skulle bringe – men hvor har det været det fedeste eventyr.
At være ombord på Sydbådene er meget andet end en ferie. Båden bliver ualmindeligt hurtigt ens hjem. Sammen med de andre gaster skaber man en hverdag, som er så utrolig anderledes end den, man har derhjemme. Hvis man har lyst til at bruge dagen på en 8 timers hike, udforske havet, bage kanelsnegle, forberede en musikquiz eller lære nye knob, så er det det man gør.
At være gast på bådene er en enormt god mulighed for at lære utroligt meget om alt muligt – hvis man har lysten til det. Man oplever hurtigt, hvor tilfredsstillende det egentligt er at være med til at fikse ting på båden, og få muligheden for at sætte sit eget præg, så man bagefter kan kigge på det og sige; “nåh ja, det er faktisk mig, som har lavet det der”.
Når jeg tænker tilbage, er det svært at beskrive, hvordan livet er ombord. Først og fremmest foregår alt i det roligste tempo – når vi det ikke i dag, så når vi det nok i morgen. Samtidig er hver dag aldrig helt ens. Man vidste altid, at hvis skipper samlede os alle i cockpittet og indledte med “Jeg har fået en idé”, så var det bare med at søsikre båden hurtigt som muligt, for så var det tid til nye eventyr.
Netop dette skete en aften, da vi lå ved Rangiroa. Pludselig kunne vi vinke farvel til Stjernen og Havet, imens vi på Solen tog en lille afstikker til den skønne atol Tikehau. Her kunne vi for en stund nyde det klareste og roligste vand, og muligheden for at snorkle med tigerhajer og se manta rays i lange baner var lige foran os. Det var dog kun for en kort stund, inden vi kunne sætte kursen mod Tahiti og blive genforenet med de to andre både.
Da jeg den sidste dag sad i flyet og kunne kigge ned på bådene, var det med tårer i øjnene og en varmen om hjertet, at jeg kunne kigge tilbage på alle de minder jeg havde skabt mig de sidste tre måneder. Det var ikke et farvel, men på gensyn, til sejlerlivet og de mange fantastiske mennesker jeg havde mødt, for de sidste tre måneder havde givet mig så meget blod på tanden til at drage ud på flere “sejlereventyr”.