Hej, jeg hedder Ida, og jeg er 23 år gammel. Efter 4,5 måned i Australien havde jeg fornøjelsen af at sejle som gast på Nordvinden i juli og august 2025. Turen gik fra Kota Kinabalu, Gaya, Labuan og Miri i Malaysia til Tioman, Batam og Anambas i Indonesien – en oplevelse, der både udfordrede og udviklede mig. Det er svært at forklare, hvordan boatlife føles, for det er noget helt særligt. Jeg husker tydeligt spændingen, da jeg trådte ombord og blev en del af besætningen. Man finder sig hurtigt til rette, og jeg blev overrasket over, hvor hurtigt båden kom til at føles som et hjem. Uanset hvem man er, hvor man kommer fra, eller hvilket formål man har med turen, er der plads til alle – og alle bliver set og hørt. At være gast handler ikke kun om at sejle, men også om at leve tæt sammen, samarbejde og lære af hinanden. Jeg fik indsigt i livet til søs, praktisk erfaring med sejlads og en stærk fornemmelse af, hvad fællesskab og ansvar betyder.
Selvom jeg kom uden sejlerfaring, lærte jeg hurtigt, og følte mig hurtigt som en naturlig del af holdet. Særligt vores 7 dage langturssejlads fra Miri til Tioman er et af mine yndlingsminder – timerne i cockpittet, hvor vi snakkede om alt mellem himmel og jord, viste mig, hvor stærke bånd man kan knytte på kort tid. Særligt den dag, hvor vi så delfiner, fangede vores første fisk og min første gang med storsejl, står klart i min hukommelse. Dog er bådlivet ikke altid nemt. Der er dage og nætter, hvor timerne føles lange, hvor søsygen melder sig, og hvor man bare har brug for et pusterum. Alligevel er det smukke, at alle ombord respekterer hinandens behov. Der er plads både til fællesskab og til at trække sig tilbage, når man har brug for det. Det gør, at man lærer at finde balancen og støtte hinanden – uanset om det er i høj sol, hårdt vejr eller stille nætter. Hvis jeg skal give et råd til kommende gaster, så er det: Tag en måned mere! Tiden flyver afsted, og hvis ikke jeg skulle tilbage til studiet, så var jeg blevet længere. Min tid på Nordvinden har været noget af det mest givende, jeg nogensinde har oplevet. Jeg rejste hjem med eventyr, venskaber og minder, jeg vil bære med mig resten af livet.
