Halløjsa!
Mit navn er Isabella, og jeg er 20 år gammel. Jeg har været gast på Sydsolen fra 1. juni til 1. oktober, og det har været en helt uforglemmelig oplevelse. I løbet af min tid sejlede vi mellem Selskabøerne og Atollerne, hvilket gav mig muligheden for at opleve den fantastiske kontrast mellem øerne. Fra hvide bountystrande med palmetræer til frodige øer med bjerge og lokalbefolkning.
Det er svært at beskrive hverdagen ombord på bådene, da man befinder sig i sin egen lille boble med sin sejlende familie, og man glemmer alt om hverdagen derhjemme. Inden man ser sig om, har man ringet hjem tre gange på fire måneder. Hverdagen på bådene kan bedst beskrives som noget ud af et eventyr. Fra smukke dyk med dyr, man kun kan forestille sig i sin vildeste fantasi, til bålaftener med musik og latter, nattesejlads under den smukkeste stjernehimmel og morild, der lyser vandet op i blå nuancer. Opdagelserne på de forskellige øer, mødet med de lokale og muligheden for at få en snært af livet midt ude i Stillehavet – jeg kunne blive ved!
Selvom man kan have en forestilling om, at livet til søs kan være en anelse ensformigt, er der utroligt mange ting at lave, især hvis man er en smule kreativ. Og nogle gange gør det ikke noget, at der ikke sker det helt store. Men man kan ikke komme udenom, at det er fællesskabet, der gør oplevelsen helt unik. Man bliver hurtigt utroligt tætte og skaber venskaber for livet. Man laver alt sammen og lærer folk at kende på et dybere niveau. Så om cockpittet er fyldt med latter fra dumme jokes eller dybe samtaler, der trækker på tårekanalerne, er der plads til det hele.
Derudover lærer man også utroligt meget af at være afsted, især hvis man opsøger det. Skipperne er ikke blege for dele deres viden om båden, og vi er sammen i fællesskab om at få bådene til at fungere og samarbejde om at få løst de udfordringer der en gang imellem opstår.
Og det ville ikke være Sydbådene, hvis man ikke kunne citere noget fra Ralle Far: ”Vi sang, at livet er en sommernat med vennerne i byen. Det hele varer kun et øjeblik. Det eneste, vi ved med nogen form for sikkerhed, er, at der er ingen, der kan love dig i morgen.” Tiden ombord er virkelig som en sommernat sammen med vennerne, og det er først, når man har pakket sin rygsæk og sidder på flyet hjem, at man indser, hvor heldig man har været at få lov til at bruge sin tid ombord på båden med de mennesker. Man lærer virkelig at værdsætte nuet, også fordi tiden derude er noget helt andet end herhjemme, og den flyver afsted.
Jeg tror aldrig, man bliver helt klar til at skulle hjem fra det fantastiske øhav og de vidunderlige mennesker, men min rejse er desværre kommet til sin afslutning, og jeg må indse, at jeg ikke kan forlænge mere. Så hvis dette ikke er nok til at overbevise dig om at rejse med på Nord- og Sydbådene, ved jeg ikke, hvad der skal til. Det sidste, jeg har at sige, er, at det eneste, man ærgrer sig over, er, at man ikke tog en måned mere. Tak for fire fantastiske måneder!