Så er alle Nordbådene kommet godt frem til Filippinerne og landet i den nye kultur!
Turen bød på flere dage til søs, og for de fleste den længste sejlads de har prøvet. Alle bådene mødtes ved Honda Bay på Palawan, inden El Nido blev den næste destination, hvor vi startede februar måned. Ved El Nido ligger øen Cadlao hvor vi har brugt tiden på at uddanne en masse Open Water dykkere. Det er vores dykkerinstruktør Emma, som står for al undervisningen. Udover dykning er tiden blevet brugt på snorkelture, arbejdsdage på bådene, surfing, badning og hel masse hygge i solen.
Fra El Nido sejlede vi videre til Busuanga, hvor vi smed anker. Vi nyder alt det skønne ved ankerlivet og har den seneste tid udforsket fem forskellige anker spots. Et af de spots vi har besøgt er et sted med muligheden for vragdykning på historiske nedskudte Japanske krigsskibe. De sank alle under 2. Verdenskrig og har en spændende historie, som vores ven Cory fra båden Lay Over har briefet om inden dykkene.
Hverdagen har også budt på udspringskonkurrence, snorkling mellem flotte koralle, hikes til udsigtspunkter, SUP-ture og scurfing bag gummibåden. Når dagen ikke står på aktiviter med pulsen oppe, bliver der skruet op for hyggen og den gode musik, når vi spiller brætspil, åbner kreaværkstedet og udfolder os i køkkenet.
I Februar måned har vi holdt mange fødselsdage ombord på bådene. På Vinden havde Line fødselsdag og på Bølgen blev både skipper Johanne og skipper Emil et år ældre. Det fejrede vi på den hyggeligste restaurant beliggende ovenpå vandet med lækker buffet, gode drinks og festlig stemning.
Fra Busuanga satte vi kursen mod Twin Lagoon på øen Coron og endnu flere oplevelser.
Alle bådene lå for anker ved skønneste Twin Lagoon, hvor vi nød det klare vand og alt for gode vejr. Der blev hygget på tværs af de tre både, da vi alle var bundet sammen inden vi skulle sejle videre mod Manila. Vi skulle til storbyen for reservedele samt en ny dinghy til Nordvinden. På vejen mødte vi uventet blæsevejr, som betød at vi tog nogen nætter ved det mere beskyttet Paulan Bay, til vinden stilnede af.
Under sejladsen fik alle lov til at styre båden – både for motor og for sejl. Forinden var der blevet gennemgået sejlteori, så alle er klædt godt på. Efter flere sømil til bogen og lidt søsyge, kom vi endelig frem til Manila. Manila bød på en masse praktisk, men selvfølgelig nyder vi også alle goderne ved storbyen. Så der blev tid til både lækker mad, en bytur og lidt shopping.